Arg, nogle gange går det mig bare på. Jeg har en masse ting jeg gerne vil nå, men jeg kan simpelthen ikke nå at komme i skole inden 10.30!
Grufmp! Rrrrrghrr! Jeg gad godt have været her kl 9.
Ja ja, jeg ved det godt. Når man sover til kl 8 og skal ud af døren med to aber, tager det to timer, basta bum.
Men hvad vil I have jeg skal gøre? Stille et vækkeur? No-ho wa-hay! Nu er blevet vækket hver eneste dag i snart fire år, alt alt alt for tidligt, så jeg under ærlig talt mig selv at sove så længe som muligt. Især når det er til kl 8, som jo faktisk ER tidligt. I hvert fald på præbørneskalaen. Desuden er det rigtig træls at stå op i totalt mørke. Det er ikke meningen. Det kan enhver da mærke. Her om vinteren er det bedst at sove. Evt. spise bær og nødder, og så tilbage i hulen.
Så ok, med min fornuft kan jeg godt se at det ene (at sove "længe") ligesom udelukker det andet (at møde "tidligt"). Det er stadig bare træls.
Under alle omstændigheder var det rart at komme ud med det. Og det kan jo kun blive til endnu en opfordring i forlængelse heraf: Kom nu, del jeres frustrationer med os andre!
Det hjælper. Og så er klokken endda kun 10.40, og jeg er klar til start.
Søren
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Åh, det kender jeg bare alt for godt det dér! Og i en periode - og en 'periode' kan sagtens tolkes som en lille uges tid - lykkedes det mig faktisk at møde mellem otte og halv ni dagligt, men af en eller anden grund kunne jeg ikke opretholde den gode stil. Måske netop fordi jeg også under mig selv at sove 'længe'. Og ja, det er virkelig ærgerligt, at flere timers arbejdsdag så er gået op i røg, når man nu rent faktisk føler, at man står meeeget tidligt op.
Og når jeg så møder op på uni, så under jeg også lige mig selv en kop kaffe i kantinen - og når man så - efter hvad der føles som et lille kvarter - ser på uret, er der gået halvanden time, og man skal snart spise frokost!
I dag er jeg blevet nødt til at blive hjemme, fordi min søn er syg. Altså ikke SYG syg på den måde, hvor han bare ligger sover så mor stadig kan få arbejdet lidt - men 'lige-præcis-syg-nok-til-ikke-at-komme-i-vuggestue' -altså 37,3 i feber men ellers ikke antydningen af sygdom.. Og det selvfølgelig i en uge, hvor jeg skal aflevere en frygtelig masse til min vejleder. Så er det, at man bliver en anelse stresset - på den der virkelig ukonstruktive måde, fordi man ikke kan stille noget som helst op og egentlig bare skal acceptere det grundvilkår, at man ikke får lavet noget i dag.
Så jeg vil gøre et forsøg: i dag skal jeg bare hygge med sønnike - måske handle lidt ind og vaske tøj bare for at man ikke kommer helt bagud.. og så måske, under middagsluren, søge lidt litteratur og skrive en anelse på mit speciale.. Ja, det er svært at trække stikket helt ud, når man først har vænnet sig til at lade projektplaner og afleveringsfrister styre ens liv;-)
Send en kommentar