Hej!
Så er her den første af de præsentationer, du efterlyste i december (af Sara B., ikke M., det er bare min emailadresse). Dette er min officielle debut som blogger, og jeg syntes, tiden var inde, fordi jeg nu endelig har fået skrevet specialekontrakt. Mit speciale skal afleveres den 11. august... eller var det den 12.? Jeg håber på at blive færdig før, fordi jeg er på slutlån, men det vigtigste er, at det bliver godt. Og bortset fra alle de småting man skal have læsset af undervejs (og som vel er grunden til at jeg nu omsider melder mig på bloggen), tror jeg faktisk at det her er begyndelsen på et rigtig dejligt forår.
Nå. Hvad er så bloggerens næste skridt? Jeg kan jo starte med at positionere mig selv som Rasmus Modsat i forhold til tre af de punkter du remsede op i et af dine første indlæg:
1) Jeg kommer til at skrive et speciale, som kun bliver læst af dem, der interesserer sig for lige præcis de samme smalle emner (hvilket muligvis betyder ingen overhovedet), og det er helt fint med mig. Titlen er: 'For folket, på trods af folket': Opdragelsen af borgerne i den tidlige tyrkiske republik. Det skal handle om årtierne umiddelbart efter Osmannerrigets fald og republikkens oprettelse (1920'erne og 30'erne), hvor den kemalistiske elite på radikale måder forsøgte at modernisere og 'omforme' det tyrkiske folk efter, hvad de opfattede som den nye nations behov.
Jeg har en del empiri, og ud fra den har jeg indtil videre besluttet, at jeg hovedsageligt vil belyse to overordnede aspekter af moderniseringsbestræbelserne: Ambitionen om at skabe et stærkt, sundt og produktivt folk med henblik på at styrke industrien, militæret og videnskaben (ønsket om 'fremskridt', som prægede hele mellemkrigstidens Europa) - og ambitionen om at genskabe nationen på det kulturelle og åndelige plan (ønsket om 'civilisation', som inkluderer sjove overvejelser og påbud om alt fra musiksmag til påklædning og bordmanerer).
2) Jeg vil gerne skrive et speciale hvor jeg graver mig dybt ned i et lille hjørne af en teoretisk diskussion (ikke kun det, men det må godt ske undervejs. Og det må gerne involvere Foucault).
3) Mens du 'hellere vil skrive dig ud i virkeligheden', er min drivkraft for at skrive lige præcis at blive så dygtig til det, at jeg slipper for at blive sendt ud i virkeligheden (hvor jeg, hvad praktiske ting angår, nok altid har gjort mere skade end gavn). Det ideelle ville være at kunne få lov til at blive på universitetet og udvikle min tænkning i samspil med andre drømmere, forske og skrive og undervise.. Det er i al beskedenhed det sted, hvor jeg forestiller mig at kunne bidrage med mest. Faktisk.
Men dermed ikke sagt at jeg mestrer kunsten at skrue et speciale sammen 'som de vil have det' og dermed få adgang til en ph.d., for det aner jeg nemlig ikke, om jeg gør. Og derfor er det temmelig angstprovokerende at være sprunget ud og have erklæret mine ph.d.-drømme for verden. Tænk, hvis jeg får 8! Men jeg prøver, for første gang i mit liv, at mande mig op til at acceptere at have ambitioner, som muligvis ikke bliver indfriet.
Og lige for øjeblikket er det nok de ambitioner, der mest spænder ben for mig. Det er pinligt, men nu siger jeg det alligevel: Jeg tør ikke skrive færdige sætninger og lade dem stå, og jeg tør slet ikke vise dem til nogen. Og jeg har en vejleder, som har luret det, hvilket både er rart og irriterende. På sidste uges specialeseminar (et månedligt møde med to af instituttets vejledere og alle deres specialestuderende) skulle jeg være kommet med et bidrag til fælles gennemhegling og endte med kun at aflevere en ny disposition. Mens jeg sad og forklarede mig, brød min vejleder ind og sagde med et grin: "Jeg tror, du er lidt en tøs". Og det har han jo fuldstændig ret i. Så min første målsætning er simpelthen at få produceret noget sammenhængende tekst og turde lade nogen læse det. Helst til det næste seminar den 25. marts.
4) Enig. Det må ikke være kedeligt. Men det er det da heller ikke! Det er da fedt at skrive speciale!
Kh Sara
onsdag den 27. februar 2008
fredag den 15. februar 2008
Nå, sådan et speciale skriver tilsyneladende ikke sig selv.

Det vil med andre ord sige at jeg nok må gøre det. Nu har jeg jo ikke været specielt meget på denne blog i den sidste tid, og faktisk har jeg heller ikke arbejdet så meget på specialet - eller det har jeg forhåbentlig, det er bare ikke helt sikkert endnu. Jeg har nemlig haft travlt med et vaskeægte job. Et af den slags man får løn for, igennem Sprogzonen. Jeg nævnte det også tidligere her - det handler om at forbedre en forretningsplan. Og det har faktisk været (næsten) lige så spændende som jeg regnede med. I hvert fald er jeg af den klare overbevisning at mit arbejde virkelig har hjulpet min klient (fedt ord, ikke?) tættere på at få en investor. Og det har vist mig at her er noget som jeg er rigtig god til.
Så det er jo dejligt, og det passer også fint med at jeg er i den absolut sidste fase af jobbet så jeg igen(?) kan arbejde på specialet.
Specialet. Jamen, det er slet ikke så tungt, som det lyder. Med lidt held kan jeg endda bruge det arbejde jeg har lagt i forretningsplansforbedringen, som et afsnit i mit speciale. Og jeg har endda været så fremsynet at jeg har taget noter gennem stort set hele processen - hvilke overvejelser jeg har gjort mig, hvorfor én formulering er bedre end en anden, hvordan opbygningen af forretningsplanen burde være, osv. Så et ret dybdegående analyseafsnit som en del af specialet tror jeg nok, ret nemt kunne blive godt.
Et lidt pudsigt problem jeg har mødt i forbindelse med at så rent faktisk finde flere forretningsplaner til analyse, er at folk er mere interesseret i mit arbejde.
"Nå, du vil analysere forretningsplaner? - og så finde ud af hvad der er det bedste, for derefter at kunne ændre min til det optimale, så jeg får det maksimale udbytte af investors kapital og dermed kan placere mig absolut forrest i mit felt og dernæst tjene KASSEN uden at røre en finger?!??"
"Øh.. ja. Nok. Må jeg så låne din forretningsplan? Selvfølgelig under al mulig anonymitet, uden nøgletal, osv."
"Naaaaaaaarh, det er jo nok ikke så godt fordi .... og bla ...det gør vi jo ikke så meget i ... am, det' å' fådi..."
"Okay, vi må lige tales ved til juli, jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, men nu her skal jeg så lige først have fat i en forretningsplan"
Jamen jeg forstår det jo bare ikke. Okay, du har gjort en god opfindelse, det er virkelig flot. Du har tænkt det hele igennem, allerede talt med mulige producenter måske. Måske endda haft indledende samtaler med potentielle investorer og allerede overvundet de første ti store hurdles. Så hvad præcis er det, du er bange for? At nogen hugger din idé velsagtens, og så bagefter gør det du tog to år om, på en måned og dermed overhaler dig indenom, og inden du får set dig om, står der en falsk kopi af din opfindelse på hylden i føtex. Jeg tror det simpelthen ikke.
Men okay. Paranoidt, men okay. Næste plan er selvfølgelig at finde forretningsplaner der er ti år gamle. For dér kan vel umuligt noget hugges fra, jeg mener, hvis noget stadig skulle være en knaldfed idé, var det nok allerede realiseret, ikke?
"Naaaaaaaarh .... men det' å' fådi..."
Kom nu. Hvis man vil have noget undersøgt, må man komme med noget data til undersøgeren. Ellers kommer man altså ikke særlig vidt.
SÅ, VENNER! Hvis nogen har en fætter eller lignende der startede en virksomhed op for 7 år siden, og i øvrigt fik hjælp fra en bank eller en investor, så spørg lige fra mig, om jeg må kigge i hans forretningsplan.
Kom nu.
KH
Søren

Abonner på:
Opslag (Atom)