En introduktion der er næsten lige så lang som et speciale..

Hej!

Så er her den første af de præsentationer, du efterlyste i december (af Sara B., ikke M., det er bare min emailadresse). Dette er min officielle debut som blogger, og jeg syntes, tiden var inde, fordi jeg nu endelig har fået skrevet specialekontrakt. Mit speciale skal afleveres den 11. august... eller var det den 12.? Jeg håber på at blive færdig før, fordi jeg er på slutlån, men det vigtigste er, at det bliver godt. Og bortset fra alle de småting man skal have læsset af undervejs (og som vel er grunden til at jeg nu omsider melder mig på bloggen), tror jeg faktisk at det her er begyndelsen på et rigtig dejligt forår.

Nå. Hvad er så bloggerens næste skridt? Jeg kan jo starte med at positionere mig selv som Rasmus Modsat i forhold til tre af de punkter du remsede op i et af dine første indlæg:

1) Jeg kommer til at skrive et speciale, som kun bliver læst af dem, der interesserer sig for lige præcis de samme smalle emner (hvilket muligvis betyder ingen overhovedet), og det er helt fint med mig. Titlen er: 'For folket, på trods af folket': Opdragelsen af borgerne i den tidlige tyrkiske republik. Det skal handle om årtierne umiddelbart efter Osmannerrigets fald og republikkens oprettelse (1920'erne og 30'erne), hvor den kemalistiske elite på radikale måder forsøgte at modernisere og 'omforme' det tyrkiske folk efter, hvad de opfattede som den nye nations behov.

Jeg har en del empiri, og ud fra den har jeg indtil videre besluttet, at jeg hovedsageligt vil belyse to overordnede aspekter af moderniseringsbestræbelserne: Ambitionen om at skabe et stærkt, sundt og produktivt folk med henblik på at styrke industrien, militæret og videnskaben (ønsket om 'fremskridt', som prægede hele mellemkrigstidens Europa) - og ambitionen om at genskabe nationen på det kulturelle og åndelige plan (ønsket om 'civilisation', som inkluderer sjove overvejelser og påbud om alt fra musiksmag til påklædning og bordmanerer).

2) Jeg vil gerne skrive et speciale hvor jeg graver mig dybt ned i et lille hjørne af en teoretisk diskussion (ikke kun det, men det må godt ske undervejs. Og det må gerne involvere Foucault).

3) Mens du 'hellere vil skrive dig ud i virkeligheden', er min drivkraft for at skrive lige præcis at blive så dygtig til det, at jeg slipper for at blive sendt ud i virkeligheden (hvor jeg, hvad praktiske ting angår, nok altid har gjort mere skade end gavn). Det ideelle ville være at kunne få lov til at blive på universitetet og udvikle min tænkning i samspil med andre drømmere, forske og skrive og undervise.. Det er i al beskedenhed det sted, hvor jeg forestiller mig at kunne bidrage med mest. Faktisk.

Men dermed ikke sagt at jeg mestrer kunsten at skrue et speciale sammen 'som de vil have det' og dermed få adgang til en ph.d., for det aner jeg nemlig ikke, om jeg gør. Og derfor er det temmelig angstprovokerende at være sprunget ud og have erklæret mine ph.d.-drømme for verden. Tænk, hvis jeg får 8! Men jeg prøver, for første gang i mit liv, at mande mig op til at acceptere at have ambitioner, som muligvis ikke bliver indfriet.

Og lige for øjeblikket er det nok de ambitioner, der mest spænder ben for mig. Det er pinligt, men nu siger jeg det alligevel: Jeg tør ikke skrive færdige sætninger og lade dem stå, og jeg tør slet ikke vise dem til nogen. Og jeg har en vejleder, som har luret det, hvilket både er rart og irriterende. På sidste uges specialeseminar (et månedligt møde med to af instituttets vejledere og alle deres specialestuderende) skulle jeg være kommet med et bidrag til fælles gennemhegling og endte med kun at aflevere en ny disposition. Mens jeg sad og forklarede mig, brød min vejleder ind og sagde med et grin: "Jeg tror, du er lidt en tøs". Og det har han jo fuldstændig ret i. Så min første målsætning er simpelthen at få produceret noget sammenhængende tekst og turde lade nogen læse det. Helst til det næste seminar den 25. marts.

4) Enig. Det må ikke være kedeligt. Men det er det da heller ikke! Det er da fedt at skrive speciale!

Kh Sara