mandag den 12. november 2007

'Overspringshandlinger' eller 'alle de andre relevante ting'

Efter opfordring vil jeg da gerne lægge ud med kreative overspringshandlinger. Dog vil jeg også spørge om en overspringshandling altid er en overspringshandling og kun en overspringshandling.

Første eksempel
Jeg blev bedt om at yde retorisk assistance til Hüseyin Aracs valgkampagne. Og det ville jeg selvfølgelig gerne, selvom jeg måske ikke er helt politisk enig. Jeg ser det som en test af, hvad jeg kan som retoriker.
Så jeg har lavet lidt, og det har taget lidt tid. Bl.a. har jeg tekstforbedret en valgpjece, hvor jeg gjorde budskaberne mere skarpe. Fx blev "Bedre velfærd" ændret til "Velfærd frem for skattelettelser", "Bedre integration" blev til "Integration frem for isolation", osv. Alt arbejdet var naturligvis i tæt samarbejde med Hüseyin selv, så jeg ikke kom til at lægge ord i munden på ham.
Jeg har også skrevet en tale for ham. Sammen med ham. Den kan læses på arac.dk.

Og så det løse. I alt har det jo faktisk taget en hel del tid, og det har været sjovt, og det har ikke handlet om mit speciale.

Men er det en overspringshandling? Ja, måske, men det er jo samtidig ret god erfaring, - og et muligt specialeemne (Ok, dér blev jeg afsløret, jeg har ikke valgt emne endnu).

Andet eksempel
En pige, der havde hørt et oplæg jeg holdt til en vidensdelingdag på lingvistik (hehe, kun lingvister laver så lange indskudte sætninger), skrev en mail til mig hvor hun bad mig hjælpe hende med en tekstforbedringsopgave, hun havde fået i dansk på gymnasiet. Det har jeg så brugt en hel formiddag på. Men samtidig kunne jeg jo reklamere en smule for sprogzonens gymnasieforedrag, og det lader faktisk til at de måske er interesserede.

Så jo, en overspringshandling på en måde, for det var sjovt, og det tog lang tid, og det handlede ikke om mit speciale. Opsøgende arbejde på en anden måde. Et muligt specialeemne på en tredje måde (fx om alt det der er galt i gymnasiets undervisning i 1) dansk stil og 2) almen sprogforståelse)

Tredje eksempel
Min bror spørger om vi skal ud og dykke i aften. Det betyder at jeg er fuldstændig smadret i morgen og må bruge formiddagen på restitution (for selvfølgelig skal vi det).

Men det er supersjovt, det tager herrelang tid, og det har intet at gøre med mit speciale. Er det så en overspringshandling? Eller et muligt specialeemne?

4 kommentarer:

Kristoffer sagde ...

Jeg må sige at de refererede "overspringshandlinger" ikke går under samme betegnelser i min bog! Da, specielt første eksempel, er fagligt relevant vil jeg nærmere betragte det som en god undskyldning for at beskæftige sig med noget andet end specialet, uden at man får dårlig samvittighed.
Hele dagen idag har jeg brugt på overspringshandlinger af den lidt mindre produktive slags, ikke engang kreative var de. Men de har alligevel resulteret i at jeg ikke har fået læst en eneste linje.
jeg ramser op: Vaske gulv, læse avis, købe fisk, vaske tøj, høre musik, restituere over gårdagens valgnederlag, skrive emails, surfe på internettet... osv.
Godt, jeg håber mit næste indlæg kan bidrage med mere kreative og inspirerende overspringshandlinger...
-Med ønsker om fremskridt for alle specialeskrivere

Kristoffer sagde ...

En fornuftig overspringshandling vil i øjeblikket være at stemme til valget på universitetet på www.au.dk/valg

du kan stemme indtil 22. nov

Søren Stochholm sagde ...

Men er det så en overspringshandling? ... og hvem skulle jeg stemme på? Og hvorfor?

Kristoffer sagde ...

Det er ligemeget... det er en overspringshandling!

Studenterrådets liste for hum virker brugelig... sidste fridst idag!